Caspar Peter Bügels Familiestiftelses oprettelse og baggrund

Den Bügelske Familiestiftelse er en ret enestående institution indenfor rækken af danske familielegater. Den udmærker sig både ved sin størrelse og ved sin mangeårige virksomhed, men også ved den fremsynethed og omtanke, der er brugt ved dens oprettelse. Af stiftelsens fundats fra 1927 fremgår kun nogle af disse fortrin, men stiftelsen er i sin oprindelse langt ældre, idet den er en fortsættelse i ændret form af det fideikommis, som Caspar Peter Bügel oprettede i 1814. Da mange medlemmer af slægten – vel navnlig dens yngre medlemmer må formodes ikke at kende denne baggrund for familiestiftelsen, har jeg fundet det gavnligt her at give en oversigt over fideikommissets indhold og historie. Denne redegørelse bygger dels på den bog om ”Ringsted Kloster og Det Bügelske Fideikommis”, som administrationen for fideikommisset udgav i 1915 ved redaktør S.V. Christensen, dels på oplysninger fra administrationens arkiv.

Caspar Peter Bügel (1759-1817) var en af forgrundsskikkelserne i den danske storhandelsstand omkring år 1800. Han var født i Hamborg, men fik i 1738 borgerskab som grosserer i København, hvor han i 1787 ægtede Catharina Maria Adzer, datter af J. L. Jensen Adzer, der var lærer bl.a. for Knud Lyhne Rahbek. Om arten af Bügels forretninger ved man ikke så meget, men han er omtalt som en af de grosserere, der er selvstændige redere, og han har bl.a. sendt skibe til Ostindien.

Bügel erhvervede i 1809 godset Ringsted Kloster for den sum af 330.000 Rigsdaler. Godset omfattede hovedgården Ringsted Kloster på ca. 700 tdr. ld. (385 ha) og fæstegårde og lejehuse på over 4.000 tdr. ld. Desuden hørte til godset Merløse Mølleskov og en gård i Ringsted by. Selve hovedgården Ringsted Kloster lå op til St. Bendts Kirke i Ringsted by og var en gammel ejendom, der havde sin oprindelse i et Benediktinerkloster. I sine grundlinjer var det gamle bygningskompleks bevaret indtil 1806, da det hele nedbrændte, hvorved det sidste spor af det gamle munkekloster udslettedes. Der opførtes efter branden en ny gård, men denne gård, som Caspar Peter Bügel købte, er som følge af gentagne brande og nedrivning nu helt forsvunden.

Bügel købte ikke godset som en lystejendom – han ejede i forvejen en herskabelig bolig i Frederiksholms Kanal i København (nuværende nr. 16 og nr. 18), og et landsted ved Strandvejen nær Charlottenlund: ”Bonne Esperance” (nedrevet i 1893). Han købte ejendommen som anbringelsessted for sin ret betydelige formue, og da han ikke selv havde forudsætninger for at drive landbrug, blev hovedgården forpagtet ud.

Men Ringsted Kloster som grundlag oprettede Bügel i 1814 ”Det Bügelske Fideikommis”, og han bestemte, at indtægterne heraf skulle gå til hans 6 børn (1 søn og 5 døtre) og deres efterkommere. Godset var på dette tidspunkt ”aldeles friegjort for al Gield og Behæftelse”, og dette familie-fideikommis var således allerede ved oprettelsen en velfunderet institution.

Et familie-fideikommis kan nærmere betegnes som en formue, ofte knyttet til en fast ejendom, der skal gå i arv indenfor en bestemt familie efter faste arvegangsregler, og således at arvtagerne modtager indtægterne af formuen, medens de ikke kan disponere over selve formuen. Sådanne familie-fideikommisser eksisterer nu ikke længere. I grundloven af 1849 bestemtes, at fideikommisgodser ikke mere kan oprettes, i 1919 kom den såkaldte ”Majoratslov”, efter hvilken fideikommissgodserne overgik til fri ejendom, og ved en lov fra 1954 overgik de resterende familie-fideikommisser ligeledes til fri ejendom. Familielegater (uden arvegangsrelger) kan derimod stadig oprettes.

Dokumentet om oprettelsen, ”Erectionsdokumentet”, der er udstedt den 27. december 1814, er på flere måder interessant. I stedet for, som det var sædvanligt, at lade fideikommisset gå i arv udelt til én person i familien, bestemte Bügel, at godsets indtægter skulle deles lige mellem alle 6 børn, og at arven derefter skulle fortsætte til disse børns ”ægte efterkommere” på den måde, at den ældste arvede parten efter sin fader eller moder, og således skulle fortsætte med den ældste som arving. Kun hvis den ældste døde inden arvefaldet og uden at efterlade sig livsarvinger, skulle den næstældste indtræde i stedet. Men hvis en af de arveberettigede, efter at have modtaget sin part, afgik ved døden uden at efterlade sig livsarvinger, skulle dennes sjettepart, dvs. indtægterne, indgå i et stadigt stigende hjælpefond til fordel for alle de øvrige af opretterens efterkommere. Der er karakteristisk, at de således tilbagefaldne indtægter skulle ”udsættes på rente i sikkert jordegods”. Både formue og indtægter omtales stadig i tønder byg, ikke penge, også forpagtningen skulle ske mod afgift i korn, ikke mod penge. Bügel havde oplevet statsbankerotten i 1813 og stolede mere på faste værdier, dvs. jord.

Hjælpefondets indtægter fra en ledig arvepart skulle opspares i fondet, indtil dette havde nået en størrelse, hvis udbytte svarede til udbyttet af en af de 6 hovedportioner og først derefter skulle indtægterne af hjælpefondet uddeles blandt slægtens øvrige medlemmer. Indtægterne af selve den ledige hovedportion skulle fortsat oplægges i hjælpefondet, indtil de med renter og renters rente atter var lig med en hovedportion, hvorefter indtægterne af denne del af hjælpefondet kunne uddeles sammen med den første del, og således skulle fortsættes med opsparing til hjælpefondet. De midler, der blev til rådighed af hjælpefondets indtægter, ville altså stige i ryk.

Der er flere steder i dokumentet truffet bestemmelser, der skal forhindre splid mellem arvingerne – hvlket Bügel udtrykkelig nævner – f.eks. må ingen af arvingerne bebo gården eller lade opføre bygninger til beboelse på godset, og den omtalte hjælpefond skal være til gavn for alle efterkommere. Fordelingen af midlerne skal foretages af administrationen, der bestemmer fordelingen ”efter enhvervs trang og fortjeneste”.

På i hvert fald ét punkt må denne institution siges at være forud for sin tid; det var jo på den tid usædvanligt, at sønner og døtre var ligestillede i arv. I konsekvens har af var det også bestemt, at den arv, der tilfaldt en kvindelig efterkommer, skulle være hendes mands bo uvedkommende, og at hun ikke var berettiget til at give afkald på arven eller overdrage indtægten til nogen anden.

Som de første administratorer for fideikommisset indsatte Bügel de to ældste af familien, som var berettiget til hver at modtage en sjettepart af arven: Daniel Nicolai (Nikolaus) Bügel og Friderica Margaretha Bügel, g. Brun, der dog gav fuldmagt til sin mand Carl Friderich Balthasar Brun til at indtræde i administrationen i sit sted. Som tredje medlem og overgodsbestyrer udnævte Bügel justitsråd, godsejer Peter Johansen Neergaard, Gunderslevholm. Han bestemte, at administrationen stedse skulle bestå af de ældste arveberettigede, og at disse ved lejlighed i den tredje administrationspost skulle formå en anden kyndig, redelig og i amtet bosiddende mand, helst stedets amtmand, til at indtræde i det ledige embede. Administrationens opgaver var både at bestyre det store gods og at udlægge arven, dvs. indtægterne til de arveberettigede. Hertil kom senere at administrere hjælpefondet, når dette måtte opstå.

Efter Caspar Peter Bügels underskrift på dette dokument er tilføjet underskriften af hans hustru Catharina Maria Bügel med ordene: Jeg er aldeles tilfreds med denne disposition. Også de to ældste børn, som på det tidspunkt var myndige, har underskrevet dokumentet. Oprettelsen af fideikommisset fik kongelig konfirmation den 9. marts 1815.

Caspar Peter Bügel skulle, så længe han levede, selv oppebære indtægterne fra Ringsted Kloster. Han døde den 1. september 1817, og derefter trådte fideikommisset i kraft. Det kom til at virke i 110 år.

Erektionsdokumentet indeholdt også en anden bestemmelse, der var ejendommelig. Medens det var almindeligt at bestemme, at en fideikommis-ejendom aldrig må sælges, skrev Bügel, at salg af Ringsted Kloster – selv om han ikke ønskede dette – kunne ske på visse betingelser, og han begrundede dette med, at hans erfaring havde lært ham, at tiderne kan medføre ændrede forhold, som kan retfærdiggøre et salg. En af de opstillede betingelser for salg var, at en tredjedel af salgssummen i så tilfælde skulle tilfalde St. Hans Hospital i København – som på Bügels tid var dels hospital for fattige, dels opholdssted for sindssyge. Da det i 1870’erne i overensstemmelse med den almindelige udvikling indenfor landbruget kom på tale at sælge fæstegårdene til de pågældende fæstere, viste denne betingelse sig at være en reel hindring, idet administrationen fandt det uforsvarligt at formindske fideikommissets formue i så væsentlig grad. Det førtes i de følgende år en række forhandlinger med Københavns magistrat, som ejer af St. Hans Hospital, om lempelse af denne forpligtelse, men uden resultat. Da der i 1985 var udstedt en lov om afhændelse af fæstegods på lens- og stamhusgodserne, forsøgte administrationen gennem en retssag at få denne lovs bestemmelser bragt i anvendelse uden opfyldelse af erektionsdokumentets betingelse, men en dom fra 1875, der blev stadfæstet af Højesteret, gik administrationen imod. Administrationens stilling var vanskelig, fordi fæsterne pressede på. I 1883 blev sagen ført op i rigsdagen, hvor justitsministeren udtalte sig for, at forhandlingerne mellem administrationen og Københavns magistrat blev genoptaget. Disse forhandlinger førte dog stadig ikke til resultater, og først i 1912 lykkedes det administrationen efter nye forhandlinger med magistraten at opnå et forlig, hvorefter der som afløsning af St. Hans Hospitals ret til andel i salgssummen skulle betales 300.000 kr. én gang for alle. Dette resultat satte gang i salget, og i de efterfølgende år frasolgtes bøndergodset for i alt 2 mio. kr.

I øvrigt havde Bügel også i videre forstand tilgodeset det nævnte hospital, idet St. Hans Hospital ifølge erektionsdokumentet skulle indtræde som arving, såfremt Bügels egen slægt og derefter hans bror Georg Martin Bügels slægt skulle ”aldeles uddø”. Denne bestemmelse er gentaget i fundatsen for familiestiftelsen af 1927, men efter antallet af Caspar Peter Bügels nulenvende efterkommere, synes der ikke at være udsigt til, at bestemmelsen får relevans. Om brorens efterkommere ved vi ikke noget, men heller ikke disse synes at have udsigt til at indtræde som arvinger, da også dette er betinget af, at Caspar Peter Bügels egne efterkommere først uddør.

Udover fæsternes køb af fæstegårdene viste der sig også fra anden side interesse for køb af Ringsted Kloster jorder. Som nævnt lå hovedgården tæt op til Ringsted by, og for at få mulighed for udvikling af byen rejste Ringsted byråd i 1890’erne spørgsmål om køb af den såkaldte ”pølsehusmark”, der lå umiddelbart syd for den daværende by. Administrationen var imidlertid ikke interesseret på dette tidspunkt, og først efter at der var kommet en løsning på spørgsmålet om St. Hans Hospitals ret til andel i salgsbeløb, blev administrationen interesseret i salg af selve hovedgården, et salg, som efterhånden måtte ses som en nødvendig konsekvens af Ringsted by’s udvikling. I juni 1917 vedtog administrationen at tilbyde byrådet køb af hovedgården for 1,2 mio. kr. Tilbuddet blev antaget, og efter at lenskontrollen havde godkendt salget, fandt dette sted. Fideikommisset foresatte derefter i hovedsagen et penge-fideikommis.

Men udviklingen første andre forandringer med sig. Loven af 4. oktober 1919 om lens, stamhuses, fideikommisgodsers samt de herhen hørende fideikommis-kapitalers overgang til fri ejendom (”Majoratsloven”) fik konsekvenser for Det Bügelske Fideikommis. På dette tidspunkt var der kun to af de faste arveparter tilbage, idet fire af dem var blevet vakante, og de pågældende indtægter derfor indgået i hjælpefondet: Bügels næstældste datter Johanna Catharina Bügel døde ugift i 1819. I 1864 tilbagefaldt en anden af arveparterne, da Elise Bügels søn, Friederich von Kunowski, døde ugift. I 1866 tilbagefaldt arven efter Maria Bügel, g. Neergaard ,da hendes ældste søn Richard Jens Ernst Bruun Neergaard døde uden at efterlade sig livsarvinger. Og endelig tilbagefaldt i 1918 arven efter Friderica Margaretha Bügel, da hendes ældste søns ældste datter Frederikke Brun, g. Stahlfest Møller, døde uden at efterlade sig livsarvinger. Hjælpefondet havde således på dette tidspunkt nået en betydelig størrelse og havde i en årrække kunnet virke til gavn for slægtens medlemmer i videre forstand.

De to tilbageblevne hovedarvtagere: Edmund Daniel Bügel Hartmann (der nedstammede fra Bügels eneste søn Daniel Nicolai Bügel) og Kamma Emmy Bügel Berner, g. Aagesen (efterkommer efter Bügels yngste datter Amalia Bügel, g. Berner), ønskede begge deres arveparter udlagt til fri ejendom på lovens vilkår, og dette blev gennemført den 18. november 1927.

I forbindelse med denne udvikling traf administrationen bestemmelse om, at kapitalen fra de tilbagefaldne 4/6 af fideikommisset (der ligeledes overgik til fri ejendom) samt det dermed forbundne hjælpefond blev sammensluttet til ”Den Bügelske Familiestiftelse”. Der udfærdiges den før nævnte fundats for denne stiftelse, som vel er en nydannelse, men i sin grund er overensstemmende med bestemmelser i det oprindelige dokument, dog naturligvis også med nogle ændringer af disse over 100 år gamle bestemmelser. Det omfattende arbejde med gennemførelse af salgene fra Ringsted Kloster og omlægning af fideikommisset til familiestiftelse blev udført af daværende medlem af administrationen, dommer Ove Krarup, der i de mange år fra 1908 til 1954 med utrættelig interesse varetog hvervet som leder af fideikommissets administration og fra 1927 som formand for administrationen for familiestiftelsen.

Familiestiftelsens fundats fik kongelig konfirmation den 30. juli 1927 og fik gyldighed den 18. november 1927, da Det Bügelske Fideicommis overgik til fri ejendom.

Som det vil forstås af det foregående, kunne familiestiftelsen efter salget af Ringsted Kloster og sammenlægningen af de 4/6 af fideikommissets kapital med hjælpefondet grundlægges med en betydelig formue, og der er siden oprettelsen stadig henlagt midler til formuen, selvom det nok må anses for en overkommelig opgave at holde trit med inflationen i samfundet. Stiftelsens midler er for en mindre del anbragt i pantebreve i de frasolgte fæstegårde og i øvrigt obligationer, men derudover ejer stiftelsen som rester af ejedommen Ringsted Kloster ”Mølleskoven” og et mindre skovareal ved Gyrstinge Sø. Endelig er stiftelsen i besiddelse af det stykke kirkegård, som ligger umiddelbart syd for St. Bendts Kirke i Ringsted. Her er en del af slægtens medlemmer begravet omkring en ret imponerende gravhøj, hvorunder Caspar Peter Bügel er bisat.

Men et endnu mere imponerende minde har Caspar Peter Bügel sat sig i slægten ved etableringen i 1814 af den slægtsarv, som endnu eksisterer så mange år efter hans død, og som har haft og forhåbentlig fortsat vil have meget stor betydning for hans efterkommere.

Alice Brun

Bestyrelsesmedlem fra 25.10.1951 til 31.3.1987