Caspar Peter Bügel (1759 – 1817) var en af den danske handels guldalders mest markante og velhavende skikkelser. Han blev født i Hamborg den 4. marts 1759, men søgte som ung mand mod København, hvor han den 12. november 1783 løste grossererborgerskab i en alder af blot 24 år. Her grundlagde han firmaet Bügel & Co., der specialiserede sig i handel med varer fra Øst- og Vestindien.
Bügels forretningsmæssige succes var omfattende; i 1798 var han selvstændig reder for seks skibe, der handlede i så fjerne egne som Sydamerika og Østindien. Han var en mand med stor finansiel indsigt, hvilket viste sig, da han var blandt de få storkøbmænd, der tegnede millionlån til staten under Napoleonskrigene. Ved sin død i 1817 blev han betegnet som en af hovedstadens rigeste privatmænd med en formue vurderet til 1,3 millioner rigsbankdaler.
Privat var Bügel gift med Catharina Maria Adzer, med hvem han fik seks børn. Familien førte et standsmæssigt liv i deres store gård ved Frederiksholms Kanal 16-18 i København samt på deres prægtige lyststed “Bonne Espérance” ved Charlottenlund.
Bügel var ikke blot en dygtig købmand, men også en betænksom familiefar med stor tro på jordens blivende værdi. Under indtrykket af pengekrisen i 1813 og for at sikre sine efterkommere mod økonomisk nød, valgte han at investere sin formue i dansk jord og oprettede i 1814 det Bügelske Fideikommis (senere Caspar Peter Bügels Familiestiftelse) med Ringsted Kloster som midtpunkt. Han ønskede at holde slægten samlet gennem denne fælles besiddelse, hvilket prægede familiens historie i over to hundrede år.
Ringsted kloster og bøndergods
Ringsted Kloster har rødder tilbage til den tidlige middelalder, hvor det blev etableret som et benediktinerkloster, formentlig omkring 1081–82. Dets storhedstid indtraf under Valdemarerne, hvor Valdemar den Store opførte den mægtige teglstenskirke, Skt. Bendts Kirke, som i dag står som et af landets fornemste historiske mindesmærker.
Klostret fik en helt særlig status som kongelig begravelsesplads, hvor skikkelser som Knud Lavard, Valdemar den Store og Erik Menved hviler. Efter reformationen i 1536 blev klostret inddraget under kronen som krongods. I denne periode fungerede det som en kongelig lensgaard og et vigtigt opholdssted for hoffet under rejser. Både Frederik II og Christian IV opholdt sig jævnligt på klostret, og Christian IV brugte det endda som base for sine jagthunde og sit berømte hesteopdræt.
Tiden under Bügel og fideikommisset Efter at have været på forskellige private hænder, herunder slægten Neergaard, købte Caspar Peter Bügel Ringsted Kloster i 1808 af Jørgen Quistgaard for 330.000 rigsdaler. På dette tidspunkt var de oprindelige klosterbygninger forsvundet efter en ødelæggende brand i 1806, og den nuværende hovedbygning blev siden opført som en del af en moderne avlsgård.
I 1814 oprettede Bügel ejendommen til et familiefideikommis, en ordning der blev kongeligt konfirmeret i 1815. Fideikommissets formål var at sikre, at godset forblev samlet og ydede et stabilt afkast til hans efterkommere. En mærkværdig bestemmelse i erektionsdokumentet var, at ingen af arvingerne måtte bo direkte på klostret for at undgå indbyrdes splid. En anden afgørende klausul fastslog, at hvis godset blev solgt, skulle en tredjedel af salgssummen tilfalde St. Hans Hospital (senere Københavns Kommune).
Afhændelsen af godset Disse strenge bånd holdt godset samlet i mere end et århundrede, men i takt med samfundets udvikling mod selveje for bønderne, blev presset for et salg større. Efter mange års frugtesløse forhandlinger lykkedes det i 1912 administrationen at indgå en aftale med Københavns Magistrat, hvor hospitalets ret blev afløst med en engangssum på 300.000 kr.
Dette banede vejen for, at bøndergodset kunne sælges til fæsterne fra 1913 og frem. Selve hovedgården, Ringsted Kloster, blev endeligt solgt til Ringsted Kommune i 1917. Dermed sluttede over 100 års Bügelsk ejerskab, men slægtens minde lever fortsat i den markante Bügelske gravhøj bag Skt. Bendts Kirke, hvor Caspar Peter Bügel, hans kone og efterkommere hviler.
Palæet ved Kanalen: Den Bügelske Gård
I hjertet af det gamle København, med facade direkte mod vandet, lå Caspar Peter Bügels residens og forretningssted på Frederiksholms Kanal 242 (i dag nr. 16 og 18). Gården var ikke blot et hjem, men et symbol på den enorme rigdom og indflydelse, som den danske handels guldalder skabte for de få udvalgte storkøbmænd.
Før Bügel overtog ejendommen, var den kendt som både det “Plessiske” og det “Knuthske” palæ, navngivet efter de adelige slægter, der tidligere havde resideret her. Da Bügel rykkede ind, gennemgik gården en omfattende modernisering og forskønnelse, der cementerede dens status som en af byens mest fornemme privatboliger.
Arkitektur og ydre pragt
Gården præsenterede sig mod kanalen med en imponerende 35 meter lang facade i to etager. Bygningen var opført i grundmur og bar præg af den klassicistiske stil, der dominerede København efter byens store brande.
Et af de mest iøjnefaldende træk ved facaden var en fornem altan beklædt med kobber, placeret mellem taget og hovedgesimsen. Altanens brystværn var prydet med ti vaser og det Bügelske familievåben, alt sammen hugget i kostbar gotlandsk sten. Selv vinduesrammerne og portalen omkring den svære egeport var indfattet i murværk af samme stenart, hvilket gav bygningen et næsten monumentalt præg.
Bag hovedbygningen lå en rummelig gård med to store sidebygninger på hver 27 meter, der husede kontorer, stalde og tyende. Haven var en oase i storbyen og rummede blandt andet et lysthus med kuppeltag, hvor familien kunne nyde sommeraftenerne.
Indretning: En verden af luksus
Indenfor murene var der ikke sparet på noget. Palæet var indrettet til både at imponere forretningsforbindelser og yde familien den ypperste komfort.
• Skovstuen: Husets mest berømte rum var spisestuen i stueetagen. Bügel havde ladet væggene dekorere så naturtro med skovmotiver, at gæster efter sigende følte sig “forvildet” i den malede natur. Det var her, de store merkantile middage blev holdt, mens kaminerne, placeret i nicher på marmorfliser, spredte varme.
• Pragtsalene: På anden sal fandtes de egentlige repræsentationslokaler. Den ene sal var betrukket med rødt silkedamask, mens den anden havde vægge af malet lærred indfattet i forgyldte rammer. Gulvene var enten lagt som fornemme plankegulve eller med intarsia i valnøddetræ.
• Detaljerigdom: Lofterne var prydet med fine gipsstukkaturer, og dørhåndtagene var ofte af krystal. Overalt mødte øjet malerier indfattet i forgyldte rammer og store konsolspejle, der kastede lyset fra lysekronerne rundt i de højloftede sale.
Livet i gården: Diplomati og Beau-monde (det fashionable selskab)
Den Bügelske Gård fungerede som et af Københavns vigtigste sociale knudepunkter omkring år 1800. Som reder for seks store skibe, der handlede på tværs af oceanerne, var Bügel en mand, alle ville kende.
De franske forbindelser: Under de turbulente år efter den franske revolution var Bügel en nær ven af de franske udsendinge i Danmark. Navne som Grouvelle og Duveyrier var hyppige gæster i huset. Man diskuterede politik, hørte de nyeste nyheder fra Paris og afholdt koncerter, hvor Bügels døtre ofte optrådte. Den unge Sophie Zinn (senere Thalbitzer) beskriver i sine erindringer, hvordan Bügel ofte agerede som en slags uofficiel mægler og medvært for de fremmede diplomater ved byens store baller.
Kultur og videnskab: Huset var også åbent for åndslivet. Den berømte zoolog og naturforsker Iapetus Steenstrup boede i en periode i det Bügelske hjem som lærer for familiens yngre medlemmer. Han beretter om et hjem præget af livlig konversation og møder med tidens førende digtere og kunstnere. Det var et sted, hvor man kunne møde folk som Frederikke Brun og hendes kreds af lærde, der bragte europæiske kulturstrømninger direkte ind i de københavnske stuer.
Husholdningen og de daglige bånd til Ringsted
Bag den elegante facade lå en logistik, der krævede en mindre hær af ansatte. I 1801 talte husstanden over 15 personer, herunder informatorer, guvernanter, kuske og tjenere.
Der var en tæt forbindelse mellem livet i København og familiens gods, Ringsted Kloster. Fra godset blev der jævnligt sendt forsyninger til husholdningen i kanalen. I 1813 oplyses det således, at 12 lam og 6 fedesvin var reserveret direkte til “Godsejerens udi Kiøbenhavn værende Huusholdning” for at sikre madforsyningen til familien og de mange “Domestiquer” (tjenere) gennem vinteren. Selv køer fra Bügels lyststed “Bonne Espérance” blev indimellem sendt til Ringsted for at få bedre græsning, når de ikke længere var nødvendige i hovedstaden.
Bonne Espérance: Et fristed ved Sundet
Navnets oprindelse og de tidlige år Lyststedet Bonne Espérance lå smukt placeret på Strandvejen ved Charlottenlund, umiddelbart syd for traktørstedet Constantia. Ejendommen fik sit navn i 1762 af major Christian Albrecht von Passow, der netop var vendt hjem fra Trankebar; navnet var en direkte reference til ”Det Gode Håbs Forbjerg” (Bonne Espérance), som han havde rundet på sin rejse fra Østen. Før Passows tid var gården kendt som Marienlyst, et navn den delte med naboejendommen, hvilket ofte skabte forvirring.
Bügels ejerskab: Rigdom og gæstfrihed
Caspar Peter Bügel købte ejendommen i 1794 (nogle kilder nævner 1793) af etatsråd Conrad Hauser. For Bügel, der var en af Københavns rigeste privatmænd, fungerede Bonne Espérance som familiens faste sommerbolig, mens de tilbragte vinteren i deres prægtige palæ ved Frederiksholms Kanal.
Under Bügels ejerskab fremstod Bonne Espérance som en herskabelig ramme om tidens sociale liv. Hovedbygningen var opført i grundmur med to sidefløje i bindingsværk. På øverste etage fandtes en stor pragtsal, hvorfra Bügel og hans gæster havde en enestående udsigt over Øresund og de mange sejlskibe, der passerede forbi – herunder måske Bügels egne skibe på vej mod fjerne kolonier. Haven var berømt for sin frodighed og rummede over 200 frugttræer samt en gammel lindeallé, som Hauser tidligere havde erhvervet fra nabogrunden.
Ejendommen var dog ikke kun til lyst; Bügel var en praktisk mand, og der var en tæt driftsmæssig forbindelse til hans øvrige besiddelser. Det fortælles, at han indimellem sendte køer fra Bonne Espérance til Ringsted Kloster for at få dem fedet op på godsets bedre græsmarker.
Tiden efter Bügel og stedets undergang
Efter Caspar Peter Bügels død i 1817 forblev ejendommen i familiens eje i en kort periode, før den i 1820 blev overtaget af oberstløjtnant Caspar von Kochen. Gennem midten af 1800-tallet skiftede Bonne Espérance hænder mange gange og var ofte udlejet. I denne periode husede de historiske mure flere kendte personligheder, herunder landskabsmaleren Heinrich Buntzen omkring 1840. En del af strandlodden blev senere hjemsted for kunstnerparret J.A. Jerichau og Elisabeth Jerichau-Baumann.
Fra 1854 og frem til 1892 var ejendommen i skræddermester Søren Kiilerichs slægts besiddelse, men de gyldne dage som herskabeligt lyststed var ved at være ovre. I 1892 blev Bonne Espérance solgt til grosserer H. Cappelen med henblik på udstykning. Allerede i begyndelsen af 1893 blev de historiske bygninger revet ned for at gøre plads til moderne villabebyggelse.
I dag lever mindet om Bügels lyststed kun videre i vejnavnet Espérance Allé, samt i en gammel haveindkørsel, der bærer stedets oprindelige navn.
Kilder: Ringsted Kloster og det Bügelske Fideikommis 1815 – 1915 af J. V. Christensen (1916). Uddrag fra Johannes Werners bog om C.W. Duntzfelt. Ringsted Kloster i skiftende Tider af Redaktør J. V. Christensen. Uddrag fra Sophie Dorothea Thalbitzers “Grandmamas Bekiendelser. Uddrag fra Johannes Steenstrups skildring af Iapetus Steenstrup. Gentofte fra Tuborg til Bellevue af L. Gotfredsen. Gentofte Sogn i Fortid og Nutid af Eiler Nystrøm. Tider og Skikkelser i midtsjællands Historie af J. V. Christensen.